Pauli 1. Cor. 15, 42-44

Naar Jordelarven brister
    med sine skjøre Baand,
Et aandigt Legem slutter
    sig om den stærke Aand;
Det er de samme Former,
    men i en nyfødt Vaar,
Og luftigt, klart og herligt,
    det kjendte Billed staaer.
 
— I Træ, i Fjeld og Bølge
    bevæger sig en Aand;
Troe ikke den forsvinder
    for Dødens kolde Haand!
Dens Aander dristigt forme
    sig over Jordens Kyst,
Til Legemet for Aanden,
    der voxte i vort Bryst.
 
Den stærke Aand i Druen
    og Rosens friske Duft,
Vil forme sig til Læber,
    frisk' som den rene Luft;
Hver Flamme-Aand, alt Aandigt
    i Fjeldets Marmorsteen,
Sig runder smukt til Skuldre,
    til Arme, Bryst og Been.
 
Hver Bølge-Aand, hver Guddom
    i Solens Straaleskjær,
Vil smelte venlig sammen
    og danne Øiet her;
Den luftige, lette Taage,
    der over Engen gaaer,
Sit Aandige vil skjænke
    til lange Bølge-Haar.
 
Men hvert et Suk herneden,
    af Længsel og af Lyst,
Med Tone-Verdnen, formes
    til Hjerte i vort Bryst.
— Hvem løste mig hiin Gaade,
    hvoraf mon sligt jeg veed?
Jeg lærte det af hende,
    min første Kjærlighed!