Bøgetræet

Hist staaer et Bøgetræ paa Høien ene;
Afhugget har man jo dets bedste Grene,
Sært ryster Toppen paa den stakkels Fyr;
Han vist fortæller gamle Eventyr,
Om Elskende og andet saadant noget,
Hør kun! — forstod' vi bare Sproget!
 
        „Høi og stolt jeg Kronen bar!
        Ægte jo min Stamme var!
        Mine Børn, de stolte Grene,
        Havde Alting paa det Rene,
        Fik ei Skjænd og fik ei Huk,
        Drak kun Sol og Morgen-Dug;
        Alt har jeg som Moder gjort!
        De maae blive noget stort!
        Tænkte jeg — det kan ei feile!
        Som en Skibsmast, hver skal seile
        Lystigt over salten Vande,
        See og sees i fjerne Lande!
        Men af tretten jeg har havt,
        Een blev kun et Kosteskaft!
        Gjærdestave blev de tre,
        Men de ni, o bittre vee!
        De fik dog den værste Ende,
        De blev kun til Pindebrænde!"