Stormen

Som i en Søvn ligger Luften og Havet,
Ingen Bølge man seer,
Kun døsigt svulmer Fladen og synker igjen;
En enkelt Luftning gaaer, som en Skygge,
Over de slappe, hængende Segl;
Men den hvidgraae Maage
Flyver i Kredse om Skibet
Og med hæse Skrig den fortæller
Hvad Dybet nu drømmer. -
En Kastevind griber i Seilet,
Med Larmen det svulmer, men synker døsigt igjen,
Som den trætte Vandrer,
Der kaldes ved Midnat fra Leiet,
Vaagner, men sover atter igjen, -
— Nu dæmrer Natten og fjernt i Nordvest
Staaer et Bjergland af Skyer hvor Stormene bygge;
Det stiger med Mørket,
Og Lynstraalen leger, som glødende Lava,
Over Bjergenes Rygge.
Nu Havet er vakt af sin dybe Slummer,
See, Bølgen dandser til Stormenes Sang
Men sort, og med sølvhvidt Skum er den klædt,
Og underligt dybt og veemodigt den sukker,
Thi den veed, at i Nat,
Mangen livsglad Søgut og trofaste Søn
Skal den trykke, som Liig, iiskold og hvid,
Fast til sit Hjerte.
See derfor svulmer dens Barm og de store Taarer
Falde som Støvregn hen over Skibet.
Men høit deroppe,
Høit i den gyngende Mast,
Sidder den modige Skibsdreng, hans Lokker flagre,
Og stille skuer han over de svulmende Bølger.
— Aldrig før saae Du Havet saa mørkt,
Aldrig Lynet saa klart;
Som Fjeldmasser hænge de truende Skyer
Over vort Hoved',
Og Havet løfter med stærke Arme
Skibet, som var det en Fjer kun,
Høit, saa høit det slynges i Luften,
Som skulde det knuses mod hine Fjelde;
Men Menneske-Hjertet klynger sig fast til sin Gud,
Og ved hver truende Bølge, det løftes
Høiere, nærmere ham,
Algodhedens Fader.
Dybene sukke med Skyens Bjerge,
Dog mere dybt
Sukker eet Hjerte, et Ungdoms-Hjerte.
Seer Du i Stormen, Skibsdrengen høit
I den svaiende Mast?
Veed Du hans Længsel og Savn,
Hvad Hjertets Brændinger tone?
 
    „I Hytten hos min Moder
    Der var dog ei mit Hjem
    Bestandig vilde Hjertet,
    Kun frem og altid frem.
 
    Min Moders Hjord jeg græssed'
    Da i den grønne Dal,
    Men Hjertet følte Længsel
    Til Skovens Bøgesal.
 
    Først græd jeg høit af Glæde,
    Saa længtes jeg igjen,
    Og Hjertet fløi da atter
    Til Hyttens Hjemstavn hen.
 
    Nu misted' jeg min Moder,
    Det knuste Barnets Lyst;
    Jeg ene stod i Verden,
    Med Smerten i mit Bryst.
 
    I Dalen var saa snevert,
    Jeg stræbte modigt frem,
    Men oppe høit paa Bjerget
    Var heller ei mit Hjem.
 
    Da saae jeg Havet for mig,
    Og Himlen var saa blaae,
    Det var, som al min Længsel
    Bag Horizonten laae.
 
    Da foer jeg over Bølgen,
    Til fjerne Lande frem,
    Men ingen, ingen Steder
    Fandt Hjertet der sit Hjem.
 
    Og dog kan Hjemmet findes
    Paa denne store Jord,
    Men Hjertet tør ei sige
    Det dybe Trolddoms Ord." -
 
Saa toner det dybt i hans Bryst, uden Ro, uden Fred.
— Og Skibet flyver i Stormen, over Bølgen, afsted.